Find den bedste behandling der passer til dig
Har du brug for massage, men tænker “hvilken type massage skal jeg vælge?”. Så kan du med fordel læse denne guide, som hjælper dig med, at finde den rigtige type massage ud fra dine specifikke symptomer eller blot ud fra dit humør.
Men først lidt om, hvorfor massage er godt for dig, hvad det kan hjælpe med og hvem der især har gavn af massage.
HVILKEN TYPE MASSAGE SKAL JEG VÆLGE?
MASSAGE FJERNER AFFALDSSTOFFER
Du bruger musklerne gennem hele dagen, både når du går, spiser eller sidder foran computeren. Derfor kan du sagtens opleve, at få spændinger i kroppen, selvom du hverken dyrker hård motion eller på anden måde er fysisk aktiv.
Der kan ophobe sig affaldsstoffer i musklerne, alene fordi vi sidder foran computeren og spænder i for lang tid, men det kan også ske, når vi træner hårdt og længe, så musklen bliver øm og træt. Uanset hvilken type massage du vælger, vil det være med til at udlede ophobede affaldsstoffer.
Affaldsstoffer består af mælkesyre, kultveilte og urinstof og afgives, når musklerne arbejder. Når affaldsstofferne ophober sig, blokerer de for en ordentlig tilførsel af ilt til muskler og væv, og det er med til at give spændinger, der også er kendt som myoser.
Når musklerne bliver blødgjort, har affaldsstofferne lettere ved at komme ud, og uden affaldsstoffer vil du føle dig mere afspændt og afslappet. En god massage øger også blodcirkulationen, som får huden til at se sund og frisk ud.
HVAD KAN MASSAGE LINDRE?
Spændinger og smerte bør ikke være en naturlig del af din hverdag, selvom mange desværre har vænnet sig til det. Massage er ingen mirakelkur, men med de rette behandlinger kan det være med til at løsne op for ubalancer i kroppen.
Massage kan for eksempel hjælpe med spændingshovedpine, hold i nakken, rygspændinger, lændesmerter samt afhjælpe eller forebygge sportsskader. Det kan også give den nødvendige afslapning, der kan afhjælpe søvnproblemer, stress eller fordøjelsesbesvær.
Hvilken type massage skal jeg vælge
HVEM HAR GAVN AF MASSAGE?
Massage kan bruges til meget mere end at lindre muskelsmerter. Behandlingerne øger også blodtilførslen til dine muskler og væv og giver ilt og næringsstoffer til kroppen.
I princippet kan de fleste få udbytte af en grundig massage, som også kan være et tiltrængt pusterum i en stresset hverdag. Men det kan være særlig godt for personer der:
Har ensformigt arbejde på kontor
Har statisk og ensidigt arbejde
Dyrker hård træning
Er udsat for kulde og træk
Er stresset eller har andre psykiske belastninger
Har arbejde med tunge løft
SVÆRE SPÆNDINGER OG SKADER
Hvilken type massage du skal vælge afhænger blandt andet af, hvor alvorlige og dybe dine spændinger er. Du kan altid vælge en hård massage, der går i dybden, men det er især en god ide, hvis du har haft spændinger gennem længere tid, eller hvis de ligger i de dybere muskellag.
En hård massage er særlig velegnet til at løsne op for sportsskader, da det er nødvendigt med en massage, der går i dybden. Ved massage bliver musklerne mere smidige og bedre til at modstå belastninger. Med en dybdegående massage bliver der trukket i vævet, som afhjælper stramme sener, som for eksempel ofte ses hos fodboldspillere.
Med en dybdemassage kan der også arbejdes med bestemte punkter, som har været udsat for hård belastning, og som er særligt ømme. Det kan for eksempel være skuldersmerter eller fingre, der sover.
Får du en hård massage, er det vigtigt at kunne slappe ordentligt af, mens der masseres, og er skaderne for omfattende, er det bedre at starte med en mildere massage. Massage kan nogle gange forkorte genoptræningsforløb, og en hård massage kan også være effektiv til at forebygge muskelskader og sportsskader, hvis skaden endnu ikke er sket. Ved stærke smerter er det naturligvis altid bedst at gå til lægen først.
HOVEDPINE
Det kan være voldsomt generende at lide af tilbagevendende spændingshovedpine eller migræne. Måske er du blevet så vant til at tage piller for at dæmpe smerten, at de ikke længere har deres fulde effekt. Det er ikke sikkert, at massage fjerner hovedpinen, men det kan sandsynligvis få den til at aftage i styrke. Med jævnlige behandlinger kan massage mange gange få hovedpinen til at blive væk i længere tid.
Hovedpine kan komme mange steder fra. Den kan komme fra nakken, tindingerne, toppen af hovedet eller sidde som en smerte midt i panden. For at løsne op for spændinger i hovedet kan der masseres i dybden i ryg og skulder muskler, men det handler også om at få løsnet den spændte hals og nakkemusklerne op.
Det er derfor oplagt at få en grundig hovedbundsmassage, der kan løsne op for spændinger i hovedbund og nakke. Da hovedet er centrum for vores nervesystem, kan en hovedbundsmassage også være gavnlig for resten af kroppen. En anden mulighed er zoneterapi, som kan være med til at genoprette ubalancer i kroppen.
Det er både fysiske og psykiske spændinger, som kan give hovedpine, og uanset årsagen kan massage være med til at lindre smerterne. Der skal dog helst mærkes en forandring efter 1-2 behandlinger.
GRAVID MASSAGE
Som gravid kan der være mange gode grunde til at give dig selv en massage. En behandling kan for eksempel lindre hævede fødder og ben, give ro i kroppen og dermed bedre søvn, lindre bækken og rygsmerter eller bare være ren selvforkælelse.
Er du gravid vil en blid helkropsmassage ofte være at foretrække. Det kan for eksempel være en oliemassage, som er en wellness massage for hele kroppen, og som er blidere end traditionel thai massage. Som gravid er særligt fødderne særlig udsat for en øget belastning, og derfor kan en fodmassage være det bedste valg, da det både giver fornyet velvære til fødderne og samtidig afstresser resten af kroppen.
MASSAGE FOR STRESS
Det kan nogle gange være svært at vide, om ens spændinger er stressrelaterede, da de opfører sig som alle andre muskelspændinger. Når vi bliver belastet af stresshormoner, trækker bindevævet sig sammen, og når bindevævet ikke har det godt, har du det heller ikke godt. Bindevævet binder hele kroppen sammen, og muskelspændinger hos stressede mennesker er derfor reelle smerter, som kan behandles med massage. For stramt bindevæv kan for eksempel give smerter i lænden.
Hvis du får massage for stressrelaterede spændinger, vil udskillelsen af affaldsstoffer ofte være stor, og du kan derfor få det skidt efter massagen. Bagefter vil du dog opleve øget velvære og færre spændinger i kroppen.
Ved stress kan det være gavnligt at få flere behandlinger for at opleve en varig bedring. Føler du dig stresset med fysiske symptomer kan det for eksempel være godt med en dybdegående massage, som kan være med til at sænke blodtrykket og stimulere blodkredsløbet.
Er det i stedet symptomer som søvn-og koncentrationsbesvær, der plager dig mest, kan en afslappende oliemassage eller thai-massage være et bedre valg. Ved thai-massage vil du føle dig let og veludhvilet bagefter, da massagen ikke gør dig øm, selvom der bliver trykket med både albuer, hænder, fødder og knæ.
Massage mod stressrelaterede spændinger kan have en dobbelt virkning, da du både får løsnet musklerne op og samtidig får en pause fra hverdagen, hvor du ikke skal gøre andet end at slappe af. Hvis du allerede ved, at du snart går ind i en stressfyldt periode kan en massage også være med til at forebygge kommende spændinger.
ØM EFTER MASSAGE
De fleste forbinder massage med noget rart og afslappende, der helst skal gøre kroppen blød som smør. Derfor bliver nogle forbavsede over at opleve ømhed i kroppen efter en behandling. Det er dog helt normalt, især hvis massagen er gået i dybden med muskler, der ikke er normalt bliver rørt, eller hvis man ikke er vant til at få massage.
Ømheden kan vare en til to dage og kan for eksempel lindres med et varmt bad, en ispose eller en varmepude. Drik gerne rigeligt med vand efter massagen for at komme af med affaldsstofferne og for at sikre, at du ikke dehydrerer.
Efter flere behandlinger vil du oftest ikke længere opleve ømhed, og hvis du vil forberede din krop på massage og imødegå ømhed, anbefaler fysioterapeuter at strække ud inden en behandling.